1700-1800: Oplysningstiden og nye krav til kognition og koncentration
I 1753 blev den første medicinske beskrivelse af symptomer, vi i dag kender som ADHD/ADD, offentliggjort. Denne diagnose, der senere kom til at omfatte både Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD) og Attention Deficit Disorder (ADD), blev først beskrevet i en medicinsk tekstbog af den hollandske læge Cornelius Kloekhof. Samme år beskrev den tyske læge Melchior Adam Weikard tilstanden mere detaljeret og kaldte den "Mangel der Aufmerksamkeit". Denne første sammenhængende beskrivelse markerede begyndelsen på, hvordan symptomerne på ADHD/ADD blev anerkendt i medicinsk praksis.
Nye samfundsforandringer og udfordringer
ADHD/ADD-diagnoserne opstod ikke tilfældigt i slutningen af 1700-tallet. Den tidens store samfundsforandringer, herunder den øgede skolegang og de nye krav fra det begyndende industrielle samfund, satte de kognitive evner på prøve som aldrig før. Mange mennesker begyndte at arbejde i stillesiddende kontorarbejde, og skolerne blev en central institution i børns liv. Disse ændringer skabte nye krav om koncentration, opmærksomhed og evnen til at sidde stille i længere perioder – færdigheder som ikke alle mennesker havde let ved at opfylde.
Skolens og arbejdslivets nye krav
I takt med at samfundet krævede mere af både børn og voksne, blev det tydeligt, at nogle personer havde problemer med at tilpasse sig disse krav. Skolen, som tidligere var en ukendt institution for mange, blev en stor omvæltning, især for arbejderklassens børn. På samme måde gav de nye arbejdsforhold, der opstod i den industrielle revolution, anledning til problemer for voksne, der ikke var vant til de krav om koncentration og stillesiddende arbejde, som blev nødvendige i de nye produktionsformer.
For mange børn og voksne med psykiske udfordringer blev disse nye krav en stor hindring. Mange af dem havde svært ved at omstille sig til de abstrakte krav, som skolegang og kontorarbejde stillede. De kunne have svært ved at forstå abstrakte begreber, holde fokus og forblive koncentrerede i længere tid. For personer med intellektuelle funktionsnedsættelser, hjerneskader eller psykiske lidelser var disse samfundsforandringer særligt udfordrende.
Weikard og Crichton: Første beskrivelse af ADHD/ADD
Weikard og hans kollegaer som den skotske psykiater Sir Alexander Crichton, som i 1798 også beskrev de samme symptomer, indså, at disse problemer ikke kun opstod hos personer med åbenlyse intellektuelle funktionsnedsættelser. De opdagede, at mange mennesker med normal intelligens også havde svært ved at imødekomme de krav, der blev stillet til dem i de nye samfundsforhold. Weikard beskrev dette som en vedvarende vanskelighed ved koncentration, som ikke nødvendigvis skyldtes psykisk udviklingshæmning, men snarere en særlig form for kognitiv udfordring.
Crichton beskrev lignende symptomer og kaldte det for "The disease of attention". Han mente dog, at lidelsen kun fandt sted i barndommen og aftog med alderen. Weikard mente derimod, at symptomerne kunne være vedvarende, og at de også kunne optræde hos voksne. Begge beskrivelser lagde grunden til det, vi i dag kender som ADHD/ADD, med symptomer som opmærksomhedsmangel, let distraktion, impulsivitet og hyperaktivitet.
Opsummering
I løbet af 1700-1800-tallet blev de tidlige beskrivelser af ADHD/ADD lagt frem af læger som Weikard og Crichton. Samtidig med de store samfundsforandringer, som kom med industrialiseringen og den øgede skolegang, blev det klart, at nogle mennesker havde særlige vanskeligheder med at opfylde de nye krav til koncentration, fokus og stillesiddende arbejde. Disse tidlige beskrivelser af ADHD/ADD dannede grundlaget for de diagnoser, vi kender i dag, og de viste, hvordan samfundsforandringer kunne afsløre nye udfordringer for visse grupper af mennesker, både børn og voksne.