1900-2000: Øgede udfordringer med ADHD/ADD-diagnoserne
I løbet af det 20. århundrede blev ADHD/ADD-diagnoserne for alvor et videnskabeligt og klinisk problem. Især i slutningen af århundredet, da den tredje udgave af DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) blev offentliggjort i 1980, begyndte man at tildele folk flere psykiatriske diagnoser samtidig. Dette førte til, at ADHD/ADD-diagnoserne voksede markant i antal, især da kravene for at opfylde diagnosen blev sænket.
Denne stigning i antallet af diagnoser var ikke kun et resultat af ændringer i diagnostiske kriterier, men også af samfundsmæssige faktorer, der havde stor indflydelse. ADHD/ADD blev i stigende grad anerkendt som en alvorlig udfordring for børn og voksne, hvilket førte til en stigning i diagnoserne på tværs af generationer.
Mange forklaringer på ADHD/ADD-symptomerne
Forklaringerne på årsagerne til ADHD/ADD har været lige så komplekse som diagnoserne selv. I begyndelsen blev ADHD/ADD beskrevet som en lidelse, der især ramte mennesker, som havde svært ved at sidde stille, koncentrere sig og udvise den produktivitet, der blev krævet i det samfund, der udviklede sig under oplysningstiden. I takt med at samfundet stillede større krav til kognitive færdigheder, blev ADHD/ADD betragtet som et stort problem.
Der har været mange teorier om, hvad der forårsager ADHD/ADD. Fra Weikards idé om over- og underaktivitet i hjernen i 1775, til moderne teorier om genetiske faktorer, miljøpåvirkninger, inflammation, vira i hjernen, hjerneskader, fødselsskader og ubalancer i neurotransmittere som dopamin og noradrenalin. Det, vi i dag ved, er, at disse forklaringer på sin vis alle kan være rigtige – de kan alle føre til de samme symptomer på ADHD/ADD.
Ny forskning har også vist, at flere faktorer spiller en rolle i udviklingen af ADHD/ADD, både i barndommen og i voksenalderen. Mange af disse faktorer er først blevet anerkendt de seneste år, og de er nu ved at blive integreret i den eksisterende forskning.
ADHD/ADD som en børnepsykiatrisk tilstand
I begyndelsen af 1900-tallet blev ADHD/ADD betragtet som en børnepsykiatrisk tilstand. Dette skyldtes blandt andet, at børn i højere grad end voksne udviser de symptomer, der kendetegner ADHD/ADD, såsom koncentrationsbesvær, impulsivitet og hyperaktivitet. Det blev observeret, at mange børn vokser fra disse symptomer, hvilket førte til opfattelsen af, at ADHD/ADD måske blot var et tegn på manglende modenhed.
Man blev derfor opmærksom på, at symptomerne kunne være aldersrelaterede, og at de fleste børn ville udvise dem, men i varierende grader. Der var dog også tidlige erkendelser af, at nogle voksne, der ikke havde udvist symptomer i barndommen, kunne udvikle dem senere i livet. Denne opdagelse har i de senere år ændret vores forståelse af ADHD/ADD som en livslang tilstand, der ikke kun findes hos børn.
Opsummering
I det 20. århundrede blev ADHD/ADD-diagnoserne et voksende problem, både videnskabeligt og klinisk. Med introduktionen af DSM-III i 1980, som sænkede kravene til diagnosen, steg antallet af ADHD/ADD-diagnoser markant. Samtidig blev forståelsen af ADHD/ADD mere nuanceret, og mange forskellige faktorer – både genetiske, miljømæssige og biologiske – blev anerkendt som medvirkende årsager. Den vigtige opdagelse af, at ADHD/ADD også kan ramme voksne, har haft stor betydning for vores forståelse af lidelsen som en livslang udfordring, og ikke kun som et børneproblem.