2000-

I det 21. århundrede er ADHD/ADD-diagnoserne blevet en uundgåelig del af den psykiatriske landskab, men denne udvikling har ikke været uden betydning. Som beskrevet i de tidligere kapitler, har diagnosen gennemgået en markant udvikling siden dens første formelle beskrivelser i 1700-tallet, og i slutningen af det 20. århundrede var ADHD/ADD-diagnosen blevet mere og mere prævalent. Dette fænomen blev intensiveret med den femte udgave af DSM i 2013, hvor diagnosen blev åbnet op for voksne, hvilket markant har øget antallet af diagnosticerede personer.

Øget opmærksomhed og diagnosekriterier

Indførelsen af diagnosen for voksne i DSM-5 har ændret, hvordan ADHD/ADD opfattes. I de tidligere kapitler så vi, hvordan ADHD/ADD oprindeligt blev betragtet som en børnesygdom, men nu er det anerkendt, at lidelsen kan fortsætte ind i voksenalderen. Dette har resulteret i en markant stigning i antallet af voksne, der får stillet diagnosen, og dermed også et markant højere antal mennesker, der søger behandling.

Siden de første diagnoser blev formaliseret i slutningen af det 20. århundrede har kriterierne for diagnosen ændret sig. I 1987 blev ADHD/ADD opdelt i to typer: den hyperaktive og den uopmærksomme type. Denne opdeling gjorde det lettere at diagnosticere personer med mere specifikke symptomprofiler, men det medførte samtidig en større risiko for, at flere personer kunne få diagnosen. På trods af forsøg på at præcisere diagnosekriterierne har kritikken ikke stilnet af. Forskere og kritikere hævder, at ADHD/ADD-symptomer kan opstå fra mange forskellige lidelser og årsager, hvilket gør diagnosen vanskelig at anvende konsekvent.

En global stigning i diagnosen

En bemærkelsesværdig udvikling i det 21. århundrede er den eksplosive vækst i antallet af ADHD/ADD-diagnoser. I USA, hvor diagnosen har været udbredt i flere årtier, steg antallet af diagnosticerede børn med hele 43 % fra 2003 til 2013. En lignende stigning ses i andre lande, herunder Danmark og Israel, hvor ADHD/ADD-diagnosen er blevet mere almindelig. Denne stigning er blevet kritiseret af nogle eksperter, der mener, at den er et resultat af lempede diagnosekriterier og øget anvendelse af medicinering, især stimulantbehandling, som Ritalin og Concerta.

Der er blevet foreslået flere årsager til denne stigning. En af de primære faktorer er, at den oprindelige opfattelse af ADHD/ADD som en lidelse, der primært ramte børn, har ændret sig. Det er nu blevet anerkendt, at voksne kan have ADHD/ADD, og dette har betydet, at diagnosen i højere grad er blevet opfattet som en livslang tilstand. Som følge heraf er flere mennesker blevet diagnosticeret, også voksne, som tidligere kunne have levet uden at få stillet diagnosen.

Diagnosens videnskabelige grundlag – Fortsat debat og kritik

I tidligere kapitler beskrev vi, hvordan ADHD/ADD-diagnoserne oprindeligt blev udviklet på et svagt videnskabeligt grundlag, og hvordan den videnskabelige diskussion om diagnosens ætiologi har været præget af usikkerhed. Dette er fortsat tilfældet i det 21. århundrede. Forskere og kritikere er stadig uenige om, hvorvidt ADHD/ADD er en neurologisk lidelse, som DSM og ICD beskriver, eller om det er et symptomkompleks, der stammer fra mange forskellige psykologiske, sociale og fysiske faktorer.

I mange lande, herunder Frankrig, har der været betydelig modstand mod den biologiske forståelse af ADHD/ADD som en neurologisk udviklingsforstyrrelse. Som tidligere nævnt har Frankrig opretholdt sin kritik af DSM's opfattelse af ADHD/ADD og har i stedet favoriseret en mere psykosocial tilgang, der ser ADHD/ADD som et resultat af sociale og situationelle faktorer frem for som en medfødt neurologisk lidelse.

Samtidig har der været en stigende kritik af medicinsk behandling, især brugen af stimulerende medicin som Ritalin. Forskning har vist, at medicinen kun i begrænset omfang hjælper med at forbedre læring og koncentration i skolesammenhæng. Der er også dokumenteret en række bivirkninger, herunder søvnproblemer, angst og nedsat appetit, som har fået flere eksperter til at stille spørgsmålstegn ved, om medicinen er en passende behandlingsform for alle, der diagnosticeres med ADHD/ADD.

Opsummering

ADHD/ADD-diagnoserne har gennemgået en omfattende udvikling fra deres første beskrivelser i 1700-tallet til deres nuværende status som en af de mest almindelige psykiatriske diagnoser. I det 21. århundrede har stigningen i antallet af diagnoser og den fortsatte debat om diagnosens videnskabelige grundlag skabt en mere nuanceret forståelse af ADHD/ADD. På trods af de videnskabelige fremskridt og de praktiske ændringer i diagnosekriterierne, er det stadig uklart, om ADHD/ADD er en neurologisk lidelse eller et symptom på flere forskellige lidelser. Den fortsatte debat og de stadigt stigende diagnoseantal understreger behovet for en grundigere videnskabelig undersøgelse af ADHD/ADD og dets mange årsager.